Inklusion

Inklusion er en illusion, hvis normalområdet fortsat udsultes økonomisk.

Med op til 28+ elever i klassen og med flere støttekrævende elever er det svært blot at få den nødvendige arbejdsro i klassen. Det er en helt konkret udfordring, der både skal italesættes og handles på. Hvis ikke rammevilkårene for inklusionsprocessen er på plads, kan det udvikle sig til en giftig cocktail for elevernes undervisningsmiljø og lærernes arbejdsmiljø.

I UNESCO’s og UNICEF’s Salamanca-erklæring bliver det slået fast, at: ”Alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse og skal have mulighed for at opnå og opretholde et acceptabelt læringsniveau, og at ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov.”

I DLF har vi kort beskrevet det som: ”Alle børn har ret til den rette undervisning.” Det er en smuk tanke og en god ambition for folkeskolens virke.

Ambitionen udfordres over hele landet af en økonomisk dagsorden. Der er pres for, at flere elever fra den dyre specialundervisning skal inkluderes i normalundervisningen. Det kræver investering i normalområdet. Inklusionsindsatsen må ikke ske på bekostning af kvaliteten i de almindelige klasser. De kvatitative mål om at inkludere 96% i almenskoleområdet skal følges op af kvalitative mål og evalueringer. Eleverne er ikke inkluderet alene ved at konstatere, at de går i en almenklasse. Tværtimod. Man risikerer at ekskludere rigtig mange elever fra fællesskabet, hvis inklusionen ikke følges op at de nødvendige støtteordninger og tiltag.

Der skal bl.a. investeres i to-lærerordninger, efteruddannelse og muligheder for faglig og personlig supervision. Desværre sker det langt fra i alle kommuner.

 

Lars Busk Hansen  | lbh@dlf.org